I don't belong here

Tre koncerter, én success (sandsynligvis)

Søndag aften blev der afholdt to kristne koncerter på dansk jord, og endnu en koncert afvikles på onsdag. Men det ser ud til, at kun én af de tre bliver en success (set på antallet af gæster). Hvorfor?

De to af koncerterne blev afholdt af den kristne koncertforening Glow Concerts (som undertegnede var medstifter af i 2003 og forlod igen i efteråret 2005). Den tredje koncert blev afholdet af pinsekirken Projekt Kirke i Hjørring.

Da Glow Concerts blev grundlagt, var det for at afholde flere kristne koncerter i Danmark på tværs af kirker og menigheder. Foreningen blev dog knyttet til Indre Mission (IM), da en række personer fra bestyrelsen var ansat der på daværende tidspunkt og de den vej igennem kunne trække på folk, foreninger og faciliteter rundt omkring i landet. Siden den gang har der været lidt udskiftning i bestyrelsen, og det virker til, at Glow Concerts er blevet en mere integreret del af Indre Mission og, desværre, knap så fokuseret på det tværkirkelige. Nogle af udspringerne fra Glow Concerts startede distributionsselskabet CMD og netværket Ahead (som bl.a. står bag billetsalgsportalen Ahead Tickets og musikbutikken Ahead Music) – sidstnævnte som en direkte konkurrent til det IM-ejede Refleks Musik (som i dag er lukket ned).

I starten benyttede Glow Concerts sig af Ahead Tickets til billetsalg, men på et tidspunkt er dette samarbejde ophørt. På den nye musikportal, Glow.dk (som foreningen siger er »Danmarks nye kristne musikportal«), henviser man heller ikke til Ahead Music til salg af musik men i stedet de mere kommercielle sites som CDON.com og iTunes (til deres fordel tæller dog, at de giver procenter af salg). Så fornemmer man en vis afstand mellem de to foretagender, Glow Concerts og Ahead?

Tilbage til koncerterne. Af de to søndagskoncerter blev Hillsong United-koncerten annonceret først og Leeland fulgte efter nogle dage efter. Det er rigtig ærgerligt, at der afholdes to kristne koncerter samme dag, da Danmark i den betragtning ikke er særlig stor. Men det kan jo desværre ske, når der er forskellige arrangører på banen. Jeg ser dog ikke koncerterne som konkurrenter, som det påpeges i gårsdagens artikel på Glow.dk: »… dobbeltkoncerten med Leeland og The Dawn søndag den 6. juni tabte slaget om publikum til […] Hillsong United«. En ærgerlig udmelding fra Glows side, da artiklen tydeligt tager Glows parti i stedet for at se objektivt på det (og i skrivende stund mangler Glow.dk stadig en anmeldelse af Hillsong United-koncerten). Denne artikel bekræfter lidt det, jeg frygtede med Glow, og som jeg nævnte længere oppe: at man er blevet for meget IM og for lidt tværkirkelig. Det handler ikke længere om at få budskabet ud på tværs af kirker, men om at få budskabet ud til de rigtige.

Ser man på antallet af gæster til koncerterne, var der en tydelig success: Hillsong United med omkring 3.300 deltagere, vor Leeland desværre kun trak 150. Men derfor kan Leeland jo sagtens have været en success, hvis de fremmødte har fået en god koncert og der blev rørt ved folk.

Den sidste koncert kan være svær at vide noget endegyldigt om endnu, da den først afholdes i morgen aften. Det er amerikanske Switchfoot, der spillede for fuldt hus i 2007 samme sted, som de spiller i morgen. Der er dog ikke udsolgt denne gang, og Glow Concerts, som er arrangøren, har måttet bide i det sure æble og bede »konkurrenten« om hjælp. I hvert fald kunne man fra scenen til Hillsong United i søndags høre, at der blev reklameret for koncerten samt at man kunne købe billetter til specialpris ved udgangen. Gad vide om Glow Concerts ville have reklameret for Hillsong United til deres koncerter, hvis situationen havde været omvendt?

Men for at opsummere, så tror jeg en af grundende til de mindre succesfulde deltagerantal til Glow Concerts’ koncerter skyldes, at man er blevet for indadvendt. Man har nok i sig selv, og dette bærer deres nye portal desværre også præg af. Og det er virkelig en skam, for kunne man formå at arbejde sammen på tværs af kirker, stridigheder, personlige slagsmål etc., kunne man virkelig stå stærkt og nå ud til mange.

iPad

I går præsenterede Apple deres nyeste produkt, iPad. Et vældig fint produkt, som dog skuffede mig ved første øjekast – det er jo bare en forstørret iPhone. Men efter at have sovet på det, synes jeg alligevel, der er nogle interessante muligheder.

Bøger
Hvis nu de danske forlag tager sig sammen, bliver det fedt at kunne købe bøger og læse på iPad’en. Tag den med i seng og læs uden at have lmapen tændt evd siden af. Harddisken på DR P1 løftede i oktober 2009 sløret for, at Gyldendal snart ville gå i gang med at udbyde deres bøger i EPUB-format, hvilket iPad’en benytter sig af.

Film
Vi har derhjemme talt om at anskaffe os en bærbar dvd-afspiller til bilen. I stedet for at investere i sådan en, kan iPad’en nu erstatte det – på den ene betingelse, at man konverterer sine film inden køreturen. Dette er jeg dog allerede så småt i gang med. Og da iPad’en kan holde strøm i op til 10 timer, behøver man ikke en masse kabler for at have den kørende.

Surf
I princippet kan en iPad næsten erstatte brugen af en bærbar computer hjemme i sofaen. Jeg skriver “i princippet”, fordi Apple stadig ikke tillader afviklingen af Flash på enheden. Dette kan være et problem på nogle sider, og derhjemme er sønnike meget glad for DRs Oline, som kører 100 % Flash. Men det kunne jo være, at DR bare skulle have en henvendelse om at konvertere Oline til en iPhone-app (det burde ikke være så svært, når først Flash CS5 kommer).

Musik
Smid iPad’en i en dock og tilslut den til et par højttalere. Så har du en rigtig fint musikanlæg, og med fx Wunderradio har du også en rigtig god radio. Dette kunne du selvfølgelig også med iPhonen, men iPad’en kan så også bruges som elektronisk billedramme så den ikke bliver kedelig at se på, mens den står og spiller musik … Måske et sæt B&W MM-1 kunne være gode at slutte til? :)

iWork
Hvis man ikke har behov for den kraft, en Macbook har, kan man med fordel benytte iPad’en til tekstbehandling, budget og præsentationer. Jeg mangler dog stadig afklaring omkring hvorvidt man kan bruge sine egne skrifter i dokumenterne, eller om man er tvunget til at bruge dem, der kommer levet med iPad eller iWorks. Og så kunne det være meget fint, hvis man kunne åbne sine dokumenter fra fx Dropbox i iWork, redigere og gemme tilbage i Dropbox igen – altså tillade andre programmer at bruge iWork.

Nye programmer
Der skal sikker også komme et hav af nye programmer, der kan udnytte den store skærm og de nye muligheder. Personligt har jeg altid ønsket mig et specifikt program til iPhone, men med iPad bliver det mere relevant. Helt simpelt: tag Safari og kombinér med Keynote. Som designer kunne det være fedt at kunne præsentere sine hjemmesider fra iPad (eller iPhone) og kun smide visningen op på en projektor. På sin iPad har man så flere muligheder – bl.a. de typiske navigationsmuligheder fra Safari samt de nye tegneredskaber fra Keynote. Man kan nu bruge sin iPad til at tegne på, tage notater og lave små ændringsforslag. Når man er færdig, gemmer man det hele som et billede og man har sine notater, når man kommer hjem.

Konklusion: iPad er mere spændende end først antaget og der er mange muligheder med den.

Opdatering
Yderligere kunne gøre iPad endnu mere tiltrækkende:
- At kunne bruge den som en “Wacom”-enhed foran sin Mac; evt. vha. et program installeret på computeren som det kendes fra fx Mobile Air Mouse

Red Barnet støtter pædofil … eller ikke

Flere medier skriver for tiden, at Red Barnets logo er lavet af en pædofil. Det er en genial overskrift, men det er bare ikke helt sandt. For det er ikke logoet, der er tale om. Det er navnetrækket – altså den måde, der står »Red Barnet« eller »redbarnet.dk« på. Men vi skal længere ind. Vi skal helt ind til typografien. Den skrifttype, der er brugt til at skrive navnetrækket med og som blev designet tilbage i 1926 af den afdøde designer Eric Gill. Skrifttypen hedder Gill Sans og bliver i øvrigt brugt af mange andre og er en meget kendt og brugt skrift.

Red Barnet vil så skifte skrifttypen ud til næste år, når deres brand alligevel står overfor en overhaling. Men mon ikke skrifttypen var blevet skiftet ud alligevel til en mere tidssvarende?

I øvrigt bør man vel selv som designer så tage op til overvejelse, om man burde opdatere nogle af de ting, man har lavet i tidens løb. Fx bruger den kristne forening Glow Concerts også Gill Sans i logoet, og som kristen skal man vel ikke støtte op om pædofile …?

Så bliver det ikke lettere at bruge

Interfacet på en iPhone er det letteste at bruge. Punktum. Leander, som nu er næsten 1 1/2 år gammel, har ingen problemer i at låse den op og åbne de programmer, han nu synes er sjove – uanset om det er et spil, der virker spændende, eller om det er iPod’en, hvor musikken ligger. Er det iPod’en vender han telefonen om, så CoverFlow bliver tilgængeligt, hvor han så bladrer til det ønskede album, trykker og vælger en sang.

Så altså, når han kan finde ud af det, må det betyde, at Apple har formået at lave et produkt, der kan bruges af alle. Genialt.

At videreføre sin identitet på nettet

I sidste uge åbnede det nye kunstmuseum, Heart, i Herning. Det har en rigtig spændende arkitektur, og den visuelle identitet er flot og afspejler ganske godt dette, da formen og kurverne på typografien tager afsæt i den fysiske bygning. Når man så besøger hjemmesiden, bliver man desværre mødt af en meget simpel, klassisk og en anelse kedelig opbygget side: tekstmenu, billedfrise, tre-spaltet indhold og en adresse i bunden. Man møder på ingen måde her noget spændende element. Man kan ikke en gang finde et billede af museet, som ellers er tegnet af arkitekten Steven Holl – og hjemmesiden er jo som regel det sted, man møder en attraktion første gang.

Okay, der er brug lidt sIFR til overskrifterne, så den nye typografi er trods alt at finde, men hvorfor ikke bringe nogle spændende former og kurver i spil? Eller hvad med lidt farver til at bryde det monotome med? Eller hvad med bare at have taget nogle af elementerne fra den spændende typografi og skaleret voldsomt op? Bare det kunne have givet siden mere liv. Jeg synes det er rigtig ærgerligt, at man (ser det ud til) er gået på kompromis med hjemmesiden – især for en attraktion, der gerne skal udstråle “moderne”.