Flytning
I weekenden flyttede vi i ny lejlighed. I den forbindelse er der en masse steder, man skal angive adresseændring og bare generelt informere om, at man flytter. Fx Folkeregistret, elselskabet, varmeaflæsning og internetudbyder, og disse kunne man heldigvis klare online. Folkeregistret forløb uden problemer – dette kunne klares med en digital signatur. Elselskabet havde en flytteaflæsning, man kunne udfylde (som jeg så går ud fra er gået igennem), og varmeaflæsningen og internetudbyderen havde også formularer på de respektive hjemmesider til at klare flytningen med.
Når man har onlinemuligheder til disse ting, så kræver det, at de fungerer. Det har bare vist sig, at det ikke har været tilfældet ved hverken Techem eller Telenor. Jeg havde ellers udfyldt disse formularer i god tid, men da jeg ikke havde hørt fra nogen af dem eller fået en bekræftelse en uge efter, måtte jeg gribe telefonen og ringe for at høre, om de overhovedet havde modtaget mine flyttemeddelelser. Og ganske rigtigt – det havde de ikke.
Sådanne muligheder skal virke – ellers bør de ikke være tilgængelige. Det burde ikke være nødvendigt at dobbelttjekke, så har man i hvert fald ikke forstået at udnytte internetmediet korrekt.


